Formålet med denne variation af squat er ikke at opbygge større og stærkere muskler, men derimod at lære hvordan vægten skal placeres på tre forskellige punkter under foden. En ligelig fordeling af vægten skaber et solidt fundament at udføre et squat fra. Et godt fundament er med til at sikre korrekt hofte/knæ biomekanik og øger samtidig balancen.
Øvelsen udføres stående ovenpå to vægtskiver, med tæerne placeret udover kanten. Hvis man ikke fordeler vægten ligeligt, mellem de tre punkter, vil man ikke kunne holde balancen. I denne variation tvinges man derfor til at fordele vægten ligeligt, for at undgå at miste balancen, og derved sikre at stangens bane holdes over midt foden.
Eftersom overkroppen, og derved bevægebanen, er forskellig alt efter hvilken variation af squat man udfører, skal man vælge den tripod variation, som passer bedst på den squat variation, man ønsker at blive bedre til.
Udførsel af øvelsen:
Startposition: Stående med strakte ben og en skulderbreddes afstand mellem fødderne. Fødderne er placeret ovenpå to vægtskiverne med halvdelen af de to forreste trædepuder ude overskiven. Vægtstangen er placeret i en high bar position. Fødderne vender en anelse ud ad. Neutral ryg og nakke.
Slutposition: Bøjede ben, så baglåret er parallelt med jorden. Fødderne er placeret ovenpå to vægtskiverne med halvdelen af de to forreste trædepuder ude over skiven. Vægtstangen er placeret i en high bar position. Fødderne vender en anelse ud ad. Neutral rygog nakke.
Udførsel:
- Bøj i knæene, indtil baglåret er parallelt med jorden
- Stræk benene ud, og vend tilbage til startpositionen
Muskler trænet:
Primær: Forlårsmusklen (Quadriceps)
Sekundær: Baglårsmusklerne og baldemusklen (Gluteus maximus)